Ta bort antingen Primeurvinet eller det vanliga vinet
Castello di Meleto
Castello di Meleto er den største økologiske producent i hele Chianti Classico men med rødderne solidt plantet i den prestigiøse Gaiole subzone.
Kort om Castello di Meleto
Castello di Meleto som vingård stammer fra 1968, hvor forlægger og redaktør Gianni Mazzocchi med vinverdenens første crowd funding kampagne sikrede kapital fra 1600 af sine læsere. Ejerkredsen af det pompøse florentinske middelalderslot og dets 130 hektar vinmarker i Chianti Classicos prestigiøse Gaiole udgøres den dag i dag af samme 1600 andelshavere. Men vinhuset har med kvantespring bevæget sig fra bulk til at være Chiantis største økologiske vinhus og at få masser af ros fra internationale anmelderne.
Et vinhus i Chianti Classicos højder
Chianti Classico er under forandring. Hvor regionens højest beliggende områder som Radda og her Gaiole altid har været garant for frisk, elegant og rødfrugtet Chianti Classico, har Chianti Classico med Andrea Masnaghettis officielle inddeling af appelationens UGA'er (Unità Geografiche Aggiuntive) fået præciseret underområdernes grænser, særpræg og egenskaber. Ingen tvivl om at Gaiole med Chianti Classicos højest beliggende marker og jordbunde med både galestro og albarese er at betragte som en af de allerfineste
Hos Castello di Meleto har man markbesiddelser i 5 områder - Castello di Meleto, San Piero In Avenano. Vigna Casi, Poggiarso & Moci - alle i Gaiole og alle med terroir, der fremelsker forskelligartede udtryk hos Toscanas kronede kongedrue Sangiovese. Sangiovese dominerer selvsagt markarealet, men Merlot spiller en betydelig andenviolin. Som noget nyt har man øget fokus på andre indfødt toskanske druer som Trebbiano, Colorino, Vermentino & Malvasia Nera.
Alle vinhusets marker er ikke bare økologisk certiceret, men hele Castello di Meleto er undergået en bæredygtig forvandling. Men kan tale om et integreret landbrug, hvor vinmarker ligger side om side med oliventræer til brug til økologisk olivenolie, vild skov hvor fritgående centa senese svin spiser agern og kastanjer og bistader, hvor Meletos fremragende økologiske honning produceres. Desuden er solceller etableret, så Castello di Meleto er fuldstændig selvforsynende med energi.
Klassisk vinmageri
Alle 130 hektar vinmarker håndhøstes, selvom det tager hele 80 arbejdstimer pr. hektar. Men hos Castello di Meleto prioriterer man den strenge selektering, man ved håndhøst kan foretage sig i marken.
I kælderen lagrer Castello di Meleto sine Chianti Classico - fra den elegante Chianti Classico over husets klassiker Chianti Classico Riserva til de tre terroir-fokuserede Gran Selezione - på store fade af slavonsk og/eller fransk eg, sådan som regionens traditioner foreskriver.
Den malolaktiske gæring foregår typisk på cement for at øge vinenes friskhed og præcision; kendetegn ved Castello di Meletos udpræget elegante stil, som har gjort dem til en central aktør blandt en gruppe af producenter fra de højtbeliggende og mest prestigiøse subregione. Her viser de Sangiovese-druens storhed og Chianti Classicos unikke evne til at fremelske den.