Ta bort antingen Primeurvinet eller det vanliga vinet
Sanctum Wine
Sanctum betyder “noget skjult og helligt” på latin, og afspejler både vingårdens dybe respekt for naturen og deres dedikation til at producere vine af højeste kvalitet.
Kort om
Sanctums vinmarker strækker sig over stejle, sydvendte skråninger i over 400 meters højde, hvor dyrkning af vinstokke kan spores tilbage til det 12. århundrede. Dengang slog franske karteusermunke sig ned i området og plantede Pinot Noir og Chardonnay, hvilket grundlagde regionens rige vintradition. I dag er det Marko Podkubovšek, en verdensmand og vinelsker, der ejer og driver Sanctum. Han tror på lokal tradition og håndlavede vine, hvilket afspejles i vingårdens tilgang til vinproduktion.
I marken
Sanctum dyrker primært Pinot Noir og Chardonnay, suppleret af Syrah, som trives flot i det kølige klima. Vinstilen er kølig, klassisk og mineralsk med utrolig finesse og elegance. Her er tale om terroir-vine, som tydeligt udtrykker det lokale ophav. Den totale årlige produktion er meget lille, og der fokuseres konsekvent på kvalitet frem for kvantitet. Sanctum praktiserer en filosofi om minimal indgriben i vinfremstillingsprocessen – en såkaldt “hands-off”-ideologi, hvor druerne i videst muligt omfang passes i vinmarkerne. Der arbejdes økologisk uden brug af kemiske midler, kunstgødning, pesticider og herbicider. Dette betyder betydeligt mere manuelt arbejde i vinmarken samt større risiko og eksponering for sygdom og råd, hvorfor hele processen er mere omkostningstung.
I kælderen
I kælderen arbejdes der også meget efter “hands-off”, hvor vinene gennemgår spontangæring med naturlig gær, og bliver hverken klaret eller filtreret. Der benyttes både franske og slavonske egetræsfade samt temperaturregulerede ståltanke, og vinene får ikke tilsat svovl.